Er du okay far?

Det er år 2010.

Min far har givet min søster og jeg et valg om at skrive under på, at han betaler vores telefon abonnementer samt får 500kr om måneden, eller at få begge vores telefoner lukket.

Et stykke tid efter tog vi beslutningen. Vi skrev ikke under. Vi stoppede i stedet for kontakten helt til ham.

Historien før historien.

Jeg har ikke set min far siden den sommer i 2010, hvor han lige var i nærheden, og derfor besøgte mig kort på efterskolen.

Mine forældre blev skilt da jeg ret ung. Jeg husker ikke hvornår desværre. Jeg husker kun at min far flyttede væk, kom så tilbage for at rejse med til Dubai, for at de så blev skilt da vi kom hjem.

Some time efter starter min far en sag op mod min mor. Noget omkring nogle penge for noget og noget andet.

I 2010 startede opkaldende. Jeg er lige starter på Idrætsefterskolen Klintsøgaard, min mor har lige fået konstateret Diabetes 1, og nu ringer min far.

Jeg står på badeværelset. Jeg græder i stilhed.

“Jeg vil ikke vide det far!”

Han var så ivrig. Din mor er dum. Du kan se mailsne. Jeg er ikke den onde. Du kan se dokumenterne. Se dokumenterne.

Jeg prøvede mange gange at forklare ham, at jeg ikke ville være en del af deres rod. Det er ikke et barns tarv at være en del af en retssag.

Jeg så ikke min far. Kun lige når han var i nærheden, den ene gang. Jeg fik kun opkald, når der var noget om sagen, eller han havde brug for at skælde min mor ud.

Efter vi tog valget, om at stoppe kontakten, skrev jeg til ham på messenger. Jeg bønfald ham. Vil du ikke bare sige undskyld far? Èn enkelt undskyldning, så jeg kunne se ham og være fars pige igen.

“Du er også voksen du må tage noget ansvar.”

Jeg var 16 på dette tidspunkt. I absolut identitetskrise. Ingen fod til jorden. Der var krise. Jeg var langt fra voksen der. Jeg var hans lille pige, der skreg efter hjælp, men han hørte mig aldrig,

Da jeg blev gravid i 2015, skrev jeg en besked til ham. Han skulle vide at han skulle være morfar, men samtidigt at han nu ville blive blokeret, og derfor slet ikke overhovedet være en del af vores liv.

Hvorfor skulle en mand der havde svigtet mig så meget, have lov til at være en del af den glæde? Og aldrig nogensinde om jeg bevidst skulle sætte min søn i fare, for den slags omsorgssvigt min far havde givet mig.

Min farfar døde for 2 år siden. Jeg kunne ikke deltage i hans begravelse, fordi jeg formentlig så ville skabe en scene. Jeg kunne ikke ære min farfar, fordi min far går rundt med en vrede større end nogensinde.

Min fars omsorgssvigt startede desværre længe før dette. Men det var og er en af de sværeste del af det. Det var den dag jeg stoppede med at være hans lille pige. Det var den dag mit sidste håb døde. Et håb om at min super seje, fjollede og glade far ville vende hjem, og jeg kunne være den lille – ikke ødelagte – pige i hans arme igen.

Far hvis du læser med.

Jeg håber du er okay far. Jeg savner dig. Men det er okay at du aldrig vendte, for det kunne du ikke. Jeg håber at du ved, at jeg har accepteret dine handlinger. Du mistede kontrollen, og det er okay! Jeg håber du er okay far ❤

Hun skal snart møde ham

Det er lørdag aften.

Theodor sover. Jeg tænker.

Jeg har lyst til at skrige. Jeg kan ikke trække vejret. Ned på gulvet. Hovedet mellem benene. Jeg er svimmel. Mit hjerte banker der ud af. Den lille sorte djævel fylder alt.

Det er lørdag eftermiddag.

T græder. Han savner sin far. Så vi ringer.

“Hvor er du henne Lars?”. “Jeg er hos Ms forældre.”

Min søns far er hos hans nye kærestes forældre. Mit hoved eksploderer. Men på med mormasken, som min søster (SkovHegner) så fint kalder den.

Vi afslutter opkaldet med en glad søn, der har mere travlt med legetøj og TV, end med samtalen med far.

Jeg kan ikke trække vejret. Mine tanker kører der ud af. De er lige blevet kærester. De mødte hinanden i Juli. Hun har ikke mødt T, men det skal hun vel en dag?

Skal hendes forældre så møde vores søn? Det må de ikke. Jeg kan ikke kontrollere det her. Jeg kan ikke beskytte ham.

FUCK!

2006-2010 – jeg ved ikke hvornår faktisk. Jeg kan faktisk ikke huske min barndom. Men det var omkring her.

Mine forældre er skilt. Min søster og jeg skal i biografen med min far. Vi sidder i bilen, hvor vi atter en gang støder på diverse hårelastikker og pige ting. Ting som normalt undskyldes med at en kollega har lånt bilen.

Alt vi ved på det her tidspunkt er, at min far bor i Ølby, og at vi ikke længere ser ham, da han ikke har tid til os.

“Jeg har fået en kæreste”

Elastikkerne tilhørte min fars nye kærestes døtre. Han boede hos dem nu. Hans nye familie.

Jeg mistede en stor del af min far den gang. Jeg kunne kun besøge ham hvis jeg tog det offentlige, da han ikke ville hente eller køre mig hjem. Vi boede dengang i en lille by kaldet Snertinge. Det er 2-2,5 time hver vej.

Min mor mødte C i 2008 cirka. De var og er dybt forelsket. Men jeg mistede også en del af min mor til C. Der kom to yderligere stedsøskende til.

Jeg har gennem alt jeg har kunnet huske mistet forældre til nye kærester. Mødt familier som intet ville have med mig at gøre.

Jeg fik en fantastisk ikke biologisk far ud af min tab. Men jeg mistede min farmor, farfar, faster, onkel, ja hele min fars side, da jeg i 2010 sluttede kontakten til min far.

Så jeg har angst. Angst for at min søn mister en del af sin far. At han en dag vil blive alvorligt såret og ødelagt. Fordi jeg pålægger min søn mine oplevelser. For jeg har ingen kontrol her. Jeg kan ikke beskytte min søn. Jeg kan være der for ham. Jeg vil altid være der. Men jeg er magtesløs, og min angst nærer af det.

Jeg ved at min søns far er en god mand. Min mor er en god kvinde. Min biologiske far var og er sikkert en god mand dybt inde. Men vi opdager ikke ikke i vores tåge af ny forelskelse, at vi et sted svigter vores børn, fordi vi flytter al for meget energi og opmærksomhed på denne nye relation og mulige nye familie.

Er det dit, eller dit barns behov at møde kæresten?”

Det tog mig 2 år med psykoterapi at indse hvordan min historie har lært mig ting. At jeg skal bryde en masse mønstre, og at min angst dagligt minder mig om hvor meget min krop og sjæl ønsker den ændring.

Jeg kom til psykoterapeut 4 dage efter anfaldet.

Lav en ring. Tingene inden for ringen kan du kontrollere. Tingene uden for ringen, kan du ikke kontrollere.

Majken Zoëga Ramsøy – Psykoterapeut, sexolog og parterapeut.

Lige der. Bum. En dum ring. En ring jeg kun har forstillet mig indtil videre, reddede mig. Angsten blev skruet så vidt muligt ned.

Dagen efter foretog jeg mig opkaldet.

“Lars, du bestemmer selv hvornår M skal møde T. Det er dit ansvar. Jeg vil ikke vide hvornår, men jeg vil gerne vide hvordan det gik”

En kæmpe sten faldt fra mit bryst. Jeg kunne trække vejret igen. Det er ikke mit ansvar. Ikke min byrde. Det er hans alene at sikre at Theodor ikke bliver ramt af det her.

Min skønneste Theodor. Mor giver slip på ansvaret nu. Mors ødelæggelse, er ikke din. Mor skal lære, mors sjæl er ved at lære, lære at min sorg ikke er din. Hvis den en dag bliver det vil jeg stå klar. Jeg vil altid være der til at gribe dig, tørre dine tåre væk, og være din støtte. Mor elsker dig bare højere end livet selv.