Søndagsmylder.

Søndagsmylder.

Det er en typisk søndag idag, og Theodor er hos sin far. Han kommer hjem imorgen.

Jeg laver en masse hyggelige ting. Propper som regel dagen med voksen aftaler, som kun kan laves uden Theodor.

Problemet er bare at voksen ting = ud af huset ting = børn all over!

OMG! Kan i ikke se at jeg savner mit barn herovre, hva?!

Da jeg var ude, kom til at dømme og tænke en helveds masse om andre forældre. Snakke alt for meget om Theodor. Slet intet fokus på hvad jeg rent faktisk foretager mig.

THEODOR KOMMER HJEM IMORGEN!

Uberettiget domme + snakkeri + savn = tankemylder.

Jeg vil ikke mere. Hvad føk er jeg her for? Hvorfor går det altid ned af bakke? Hvorfor kæmper jeg overhovedet? JEG GIDER IKKE MERE!

Tankemylderet.

Theodor.

Theodor er og har i fem år været mit modsvar på alle de tanker.

I frygt for at give min søn for meget magt – eller mere magt end han allerede har med sine blå bambi øjne. Ja så savner jeg ham når han er væk, fordi han bringer det aller bedste frem i mig.

“Har du haft tanker om at gøre noget ondt ved dig selv? At ende livet?”

Det ikke længe side min mor spurgte mig om dette. Et spørgsmål hun er så berettiget til at spørge.

Som teenager og indtil at graviditets testen viste to streger, har jeg haft en svær selvdestruktiv tilgang til livet.

Jeg har før prøvet at begå selvmord i form af piller og skarpe objekter. Jeg har utallige gange skåret i mig selv. Jeg har indgået i utallige usunde relationer. Jeg har skubbet samtlige sunde relationer væk.

Jeg var min egen lille sorte djævel.

Svaret da min mor spurgte mig, var desværre også:

Ja. Men det indebar også, men jeg ville aldrig gøre det. Jeg ville aldrig forlade Theodor.

Min søn er den største grund til at jeg kæmper for mig.

Min søn er grunden til, at jeg stoppede op og lyttede til min krop.

Det som om jeg vågnede op den dag jeg blev mor og tænkte “sådan her skal jeg da ikke være?”.

For 3 år siden startede jeg i psykoterapi fordi jeg var depressiv. En beslutning jeg tog, fordi T ikke skulle have en ødelagt mor og jeg skulle ikke længere være ødelagt.

Sker tingene af en grund?

Min søn blev måske udfanget ved et uheld – han var absolut ikke planlagt efter kun 5 måneder i et parforhold, og én måned som sammenlevende – MEN, min søn er absolut den bedste “upser” nogensinde.

Min søn er min skytsengel.

Lige meget hvad der sker, så vil jeg altid kæmpe, for min og for hans skyld.

Min søn er grunden til at jeg forstår mig selv. Grunden til at jeg kæmper. Grunden til at jeg kan se mening i min historie. Grunden til at jeg er mig.

Så ja, jeg er nok lidt for meget mor til tider. Taler lidt for meget om min søn. Forkæler ham lidt for meget. Dømmer andre forældre uberettiget.

Jeg gør det hele fordi det er så stor en del af min person. Jeg ville aldrig have forstået, at min historie var til for at gøre mig til en bedre person, hvis jeg ikke havde min søn. Min historie har nemlig gjort, at jeg er en bedre mor. At jeg tager nogle bedre beslutninger. At min søn får en bedre barndom.

Og føkkin undskyld for dommen til de andre forældre. For faen i gør jo bare jeres bedste. Jeg dømmer fordi jeg lærer. Jeg observerer, funderer, og reflekterer. Nogle gange fordi jeg er jaloux, andre gange for at lære, andre gange bare fordi jeg er menneske.

Theodor skat, jeg håber du en dag kan være lige så stolt af din mor, som jeg er af dig! Jeg kæmper for dig, for mig og for os. Jeg kommer til at fejle, du kommer til at fejle, og det er helt okay. Mor er her til at gribe dig og hjælpe dig, acceptere dig og elske dig lige meget hvad. Du har lært mig så meget, og jeg er klar til at lære dig om det hele!

Om lidt er søndagen slut. Så bliver det mandag, klokken slår 15, og så skal jeg omfavne mit mirakel igen.

Tak for leksionen tankemylder, nogle gange kan du andet end at være destruktiv 😉