Søndagsmylder.

Søndagsmylder.

Det er en typisk søndag idag, og Theodor er hos sin far. Han kommer hjem imorgen.

Jeg laver en masse hyggelige ting. Propper som regel dagen med voksen aftaler, som kun kan laves uden Theodor.

Problemet er bare at voksen ting = ud af huset ting = børn all over!

OMG! Kan i ikke se at jeg savner mit barn herovre, hva?!

Da jeg var ude, kom til at dømme og tænke en helveds masse om andre forældre. Snakke alt for meget om Theodor. Slet intet fokus på hvad jeg rent faktisk foretager mig.

THEODOR KOMMER HJEM IMORGEN!

Uberettiget domme + snakkeri + savn = tankemylder.

Jeg vil ikke mere. Hvad føk er jeg her for? Hvorfor går det altid ned af bakke? Hvorfor kæmper jeg overhovedet? JEG GIDER IKKE MERE!

Tankemylderet.

Theodor.

Theodor er og har i fem år været mit modsvar på alle de tanker.

I frygt for at give min søn for meget magt – eller mere magt end han allerede har med sine blå bambi øjne. Ja så savner jeg ham når han er væk, fordi han bringer det aller bedste frem i mig.

“Har du haft tanker om at gøre noget ondt ved dig selv? At ende livet?”

Det ikke længe side min mor spurgte mig om dette. Et spørgsmål hun er så berettiget til at spørge.

Som teenager og indtil at graviditets testen viste to streger, har jeg haft en svær selvdestruktiv tilgang til livet.

Jeg har før prøvet at begå selvmord i form af piller og skarpe objekter. Jeg har utallige gange skåret i mig selv. Jeg har indgået i utallige usunde relationer. Jeg har skubbet samtlige sunde relationer væk.

Jeg var min egen lille sorte djævel.

Svaret da min mor spurgte mig, var desværre også:

Ja. Men det indebar også, men jeg ville aldrig gøre det. Jeg ville aldrig forlade Theodor.

Min søn er den største grund til at jeg kæmper for mig.

Min søn er grunden til, at jeg stoppede op og lyttede til min krop.

Det som om jeg vågnede op den dag jeg blev mor og tænkte “sådan her skal jeg da ikke være?”.

For 3 år siden startede jeg i psykoterapi fordi jeg var depressiv. En beslutning jeg tog, fordi T ikke skulle have en ødelagt mor og jeg skulle ikke længere være ødelagt.

Sker tingene af en grund?

Min søn blev måske udfanget ved et uheld – han var absolut ikke planlagt efter kun 5 måneder i et parforhold, og én måned som sammenlevende – MEN, min søn er absolut den bedste “upser” nogensinde.

Min søn er min skytsengel.

Lige meget hvad der sker, så vil jeg altid kæmpe, for min og for hans skyld.

Min søn er grunden til at jeg forstår mig selv. Grunden til at jeg kæmper. Grunden til at jeg kan se mening i min historie. Grunden til at jeg er mig.

Så ja, jeg er nok lidt for meget mor til tider. Taler lidt for meget om min søn. Forkæler ham lidt for meget. Dømmer andre forældre uberettiget.

Jeg gør det hele fordi det er så stor en del af min person. Jeg ville aldrig have forstået, at min historie var til for at gøre mig til en bedre person, hvis jeg ikke havde min søn. Min historie har nemlig gjort, at jeg er en bedre mor. At jeg tager nogle bedre beslutninger. At min søn får en bedre barndom.

Og føkkin undskyld for dommen til de andre forældre. For faen i gør jo bare jeres bedste. Jeg dømmer fordi jeg lærer. Jeg observerer, funderer, og reflekterer. Nogle gange fordi jeg er jaloux, andre gange for at lære, andre gange bare fordi jeg er menneske.

Theodor skat, jeg håber du en dag kan være lige så stolt af din mor, som jeg er af dig! Jeg kæmper for dig, for mig og for os. Jeg kommer til at fejle, du kommer til at fejle, og det er helt okay. Mor er her til at gribe dig og hjælpe dig, acceptere dig og elske dig lige meget hvad. Du har lært mig så meget, og jeg er klar til at lære dig om det hele!

Om lidt er søndagen slut. Så bliver det mandag, klokken slår 15, og så skal jeg omfavne mit mirakel igen.

Tak for leksionen tankemylder, nogle gange kan du andet end at være destruktiv 😉

Nefrostomikateteret.

Nefrostomikateteret.
Et nefrostomikateter er et kateter, der er anlagt gennem en kanal i hud og muskel direkte ind i nyrebækkenet.
Det er anlagt for at sikre at nyren har frit afløb for urin. 
 http://www.sydvestjysksygehus.dk/wm451649 

FØR DU LÆSER!

Dette indlæg er skrevet i en meget kronologisk rækkefølge. Historien spænder over 3+ måneder, og derfor var dette den bedste løsning.

Jeg blev meget fysisk syg under min graviditet. Men jeg blev også meget psykisk syg under min graviditet.

Du rammer et punkt, hvor jeg skriver at jeg kæmpede for min søn og for os. Jeg var nemlig stoppet med at kæmpe for mig selv i det øjeblik.

I én måned blev jeg kastet rundt i den offentlige sektor.

Der blev udleveret antibiotika og smertestillende som var jeg et apotek, og ikke en gravid kvinde.

Jeg skreg de fleste dage af smerte. Jeg faldt sammen på vores trappe i gråd, fordi jeg ikke kunne mere.

Du læser ikke så meget denne virkelighed i min tekst, for der var heller ikke plads til følelserne i forløbet.

Jeg gik i lang tid under min graviditet og var voldsomt deprimeret. Jeg følte mig så ensom, alene og på ingen måde forstået. Jeg følte jeg svigtede min nye rolle som mor fordi jeg indtog det ene medikament efter det andet velvidende at det ikke er sundt når man er gravid.

Jeg var lige flyttet 40 minutter væk fra veninder. Ud midt på landet uden bil, men med bækkenløsning og smerter. Jeg var uden nært sikkerhedsnet, og jeg druknede.

Men jeg klarede den. Og jeg er klar til at klare den en gang til. Jeg er en kæmper. Jeg vil altid kæmpe for mit barn. Men nu kæmper jeg heldigvis også for mig selv.

You may see me struggle, but you’ll never see me quit.

D. 19 Juni

Jeg lavede et opslag i min terminsgruppe om at jeg nu havde haft flankesmerter i 4 døgn og intet længere virkede. Kommentarerne fortæller fint at efter et opkald til lægen fik jeg udskrevet medicin mod blærebetændelse. Men de fortæller også om mine blå negle. Mine negle blev helt blå, så mangler de jo ilt? Hvorfor får mine negle ikke ilt? Vi ringer til lægen igen – jeg har nu nyre bækken betændelse med protein, bakterier og blod i urinen. Jeg får dog lov til at tage hjem, hvis jeg lover at ringe hvis antibiotikaen ikke virker.

Antibiotikaen virkede fint. Altså lige indtil at jeg ikke tog dem længere.

Jeg kunne ikke gå. Jeg skreg hver gang jeg skulle ned af trappen, for at komme på toilettet. Hvis du har været gravid – eller er det – så ved du at dette sker ofte.

Jeg havde høj feber, jeg kunne ikke røre mig.

D. 23 Juni

Jeg blev indlagt på Holbæk Sygehus, barselafsnittet grundet smerter samt feber.

Dagen efter fik jeg foretaget en ultralydsscanning som viste en større væskesamling på hø nyre.

Jeg blev videresendt til Roskilde Sygehus, Urologisk afdeling.

Jeg fik aftenens dosis IV AB og skyndte mig så hjem.

Afdelingen havde patienter over hele gangen, min seng var ved siden af en ældre dame, alle var ekstrem syge og afdelingen var bare mørk og slet ikke rar. Jeg var jo ikke alvorlig syg, jeg var gravid.

“JEG SKAL HJEM”, råbte hjerte, hjerne, krop og måske selv Theodor inde i maven.

OBS. Jeg blev ikke opereret dagen efter – de vurderede at det ikke var nødvendigt da mine infektionstal var dalene.

D. 01.07

Jeg fik foretaget et renografi som viste “massiv retention på hø nyre”

 Renografi udføres for at undersøge nyrernes funktion og for at påvise sygdomme, skader eller defekter i nyrevævet.
Der gives et sporstof, der optages og udskilles i nyrerne, så der fås oplysninger om selve nyrerne, men også om urinvejene.
Der laves billeder (skintigrammer) af nyrernes lejring, form og størrelse, samt nyrebækkener, urinledere og urinblære.
På en graf ses det tidsmæssige forløb, som ved nedsat nyrefunktion giver vigtige oplysninger til lægen.
Ved meget nedsat nyrefunktion er det ikke muligt af lave en renografi, da udskillelsen af sporstoffet er for lille. 

Jeg kom atter en gang på AB.

D. 06.07

Jeg skal til Roskilde sygehus – Urologisk afd – for at få svar på renografien.

Jeg kan tydeligt huske togturen fra Holbæk til Roskilde.

Jeg er 26 uger henne. Min mave er kæmpe. Mine fødder er hævet. Solen skinner. Det er kogende varmt, især i en gravid krop. Jeg har feber. Jeg har koldsved. 30 minutters ren helvede!

Lægen jeg møder informere os relativt hurtigt om, at jeg skal indlægges, og at jeg skal have anlagt et kateter.

Jeg bliver lokalt bedøvet. Min mor holder min hånd. Min daværende kæreste er ikke engang nået at ankomme på sygehuset endnu. Det her gik stærkt. Nefrostomikateteret bliver anlagt, og jeg bliver kørt op på stuen igen.

Min krop kramper. Jeg kan ikke kontrollere det. Jeg græder. Min mor græder. Jeg er træt.

“DU MÅ IKKE LUKKE ØJNENE!”

Jeg kan ane omkring 3 sygeplejersker på stuen, og en der løber – “Jeg henter en læge”.

Jeg tror det nåede at forsætte i 5-10 minutter. Jeg ved bare at lægen ikke nåede at komme før kramperne igen stoppede.

Min krop gik i chok, og flere gange kunne jeg ikke sige andet end; Jeg er bare træt. Jeg sover bare lige lidt.

Men jeg kæmpede. Ikke for mig, men for Theodor. Han skulle ikke miste mig, og jeg skulle ikke miste ham.

Journal fra Sundhed.dk

D. 09.07

Jeg fik lov til at tage hjem på orlov. Mor her skulle hjem og på Vig Festival.

Jeg trængte til glæde. Til folk ikke længere så bekymret på mig. Jeg havde brug for at være en rask, velfungerende, gravid kvinde.

Gennem hele forløbet fik vi ekstra scanninger hos en special læge. Theodor havde også udviklet væskesamling på hø nyre. Så blev både baby, babys nyre og jeg selv scannet oftere.

Jeg skulle have mit nefrostomikateter til post partum – slut graviditet – og Theodor skulle forsat scannes oftere samt scannes efter fødsel.

Der var en stor klam edderkop skat!

Sådan startede opkaldet til min daværende kæreste den dag alting forandrede sig.

Det var midt på dagen. Min kæreste var på arbejde. Jeg sidder i sofaen.

Imens jeg sidder der i min egen gravide verden og ser tv, kommer det her bæst kravlende hen over gulvet. Det var nok den mest ulækreste edderkop jeg længe havde set. Jeg skyndte mig ud for at finde noget at slå den ihjel med. Da jeg kom med våbenet – skoen – var den væk. Jeg var bange hele dagen!

Seriøs skræk for edderkopper! Kender du det?

Natten efter edderkoppen.

Jeg skulle tisse – jeg er 37 uger henne, bruger man så natten på andet?

Jeg kommer op i seng og lægger mig igen.

Jeg skriger – der er den klamme edderkop. AD!

Min kæreste smasker hånden i og jeg løber til den anden ende af soveværelset.

ØØHM hov? Hvorfor ligger hele mit nefrostomikateter på gulvet? Øhm, hvorfor sidder der ikke noget i min ryg?

Der var ingen edderkop. Der var til gengæld en underlig lille blå dut op kateterslangen, og selv samme slange som rørte mig.

Der kom en læge forbi og tilså mig.

“Det skal bare vokse sammen af sig selv. Bare forsat brug plaster hen over indgangshullet.”

Jeg ringede til fødegangen dagen efter (mandag), og om fredagen (38+0) blev jeg igangsat.

D. 04.10.15

Jeg er 38+2.

Igangsættelsen er på sit andet døgn.

Jeg har begyndende flankesmerter.

Vandet blev taget om morgenen.

Klokken 16 var jeg 2,5 cm åben.

D. 04.10.15, kl 19.41

Theodor kom til verden. 💛

Månederne efter.

Theodor blev scannet to gange efter fødslen.

Theodor har forsat en smule væske på hø nyre.

Lægen fortalte os, at mange desværre har dette, men at mange kan gå hele livet, uden nogensinde at opdage det.

Theodors nyre virker ikke til at give gener længere.

Jeg har til tider lidt flankesmerter, hvis jeg ikke lige husker at få tisset. Men jeg har efter fødslen fået foretaget en renografi, som viste en fint fungerende nyre samt urinleder.

Hvis jeg en dag bliver gravid igen, risikerer jeg denne rumlen igen. En gang nefrostomikateter, ja så måske to gange nefrostomikateter. Men næste gang er de heldigvis forberedt. Næste gang skal jeg forhåbentlig ikke gå en måned drugged på AB og smertestillende. Forhåbentlig går det bedre næste gang!

Misforstå mig ikke.

JEG VILLE GØRE DET HELE IGEN FOR MIN THEODOR!

MIN HELT NYFØDTE
THEODOR SKOV-HANSEN 💛

Hvor er der en voksen?

Hvor er der en voksen?

Jeg hentede min søn i børnehaven d. 12. november kl 16.00.

Han var indenfor og lege med to andre børn. Der var en pædagog udenfor, en der skiftede et barn, og en der rodede op.

Min søn er glad da jeg hentede ham. MEN han har overfladiske sår hen over kinden, et hak i huden i panden og det jeg troede – aka bildte mig selv ind – var rødbedesaft på højre skulder.

Vi mødte to pædagoger på vej til garderoben, men intet blev sagt end “hej hej” og “Hav en god aften”. Der blev intet nævnt omkring hans sår, så vi forsatte.

Da vi kom hjem var han træt, han ville helst bare være på sofaen, men han spiste og var glad.

Cirka kl 01 kastede han op. Da vi satte os i bilen, for at køre på skadestuen, kastede ham op igen.

Vi ankom på skadestuen med en formodning om at han havde en hjernerystelse. Men da jeg intet kendte til faldet ud over hans sår, og lægen samtidig kunne høre maven arbejde på højtryk blev vi sendt hjem med mistanke om en virus i maven og “han vil nok få diaré senere”.

Jeg kontaktede børnehaven dagen efter, hans primære pædagog vidste intet om faldet, og ville derfor høre den anden tilstedeværende pædagog ad.

Theodor var kun blevet mere sløj, han ville ikke rigtig hverken drikke eller spise. Diaré blev der aldrig noget af.

Jeg kontaktede slf egen læge. Det krævede nogen overtalelse, at de skulle se ham, da han jo var blevet “udredt”. Efter at have forklaret at han var brænd varm – uden feber – at han var helt bleg, sløv og ikke drak eller spiste, gav hun os en tid.

Kl 12 faldt T i søvn i mine arme i lægens venteværelse. Han blev ukontaktbar. Han reagerede ikke på tiltale, på at lægen åbnede hans øjne eller trykkede på maven. Først da nålen blev sat i hans finger åbnede han øjnene i et chok.

“Han har hjernerystelse. Han har ikke måske hjernerystelse, det er udelukkende en hjernerystelse”

Jeg kontaktede børnehaven igen, og ingen vidste hvad der var sket.

Min søn er formenligt faldet, slået hovedet ned i noget og formentlig været kortvarig bevidstløs, og ingen pædagoger som var til stede ved hvad der er sket.

Børn falder. Og jeg har intet ondt mod børnehaven eller dens ansatte. Men det er skræmmende at min søn kan falde, slå hovedet, få en hjernerystelse og ingen ved hvad der er sket.

Det her kunne have gået så meget værre end det gjorde. Og det er ingen andres skyld end folket på Borgen. Der er ikke nok pædagoger i vores institutioner, og det kunne have sat min og alle andres børn i kæmpe fare! Dette kan ikke være rigtigt!

Det tog T 5 dage at komme sig oven på hjernerystelsen – selvom lægen sagde 1-2 dage.

T kunne have haft en blødning i hjernen, og lægen på skadestuen ville ikke have set dette, fordi hun afviste det som en mavevirus.

Der er noget alvorligt galt i vores system, og det er ikke dets ansattes skyld. Der mangler penge, ressourcer og personale.

Tak verden for at min søn ikke kom mere til skade. Men kære folk på Borgen, sørg nu for at flere uskyldige ikke bliver sat i unødvendig fare!