Er du okay far?

Det er år 2010.

Min far har givet min søster og jeg et valg om at skrive under på, at han betaler vores telefon abonnementer samt får 500kr om måneden, eller at få begge vores telefoner lukket.

Et stykke tid efter tog vi beslutningen. Vi skrev ikke under. Vi stoppede i stedet for kontakten helt til ham.

Historien før historien.

Jeg har ikke set min far siden den sommer i 2010, hvor han lige var i nærheden, og derfor besøgte mig kort på efterskolen.

Mine forældre blev skilt da jeg ret ung. Jeg husker ikke hvornår desværre. Jeg husker kun at min far flyttede væk, kom så tilbage for at rejse med til Dubai, for at de så blev skilt da vi kom hjem.

Some time efter starter min far en sag op mod min mor. Noget omkring nogle penge for noget og noget andet.

I 2010 startede opkaldende. Jeg er lige starter på Idrætsefterskolen Klintsøgaard, min mor har lige fået konstateret Diabetes 1, og nu ringer min far.

Jeg står på badeværelset. Jeg græder i stilhed.

“Jeg vil ikke vide det far!”

Han var så ivrig. Din mor er dum. Du kan se mailsne. Jeg er ikke den onde. Du kan se dokumenterne. Se dokumenterne.

Jeg prøvede mange gange at forklare ham, at jeg ikke ville være en del af deres rod. Det er ikke et barns tarv at være en del af en retssag.

Jeg så ikke min far. Kun lige når han var i nærheden, den ene gang. Jeg fik kun opkald, når der var noget om sagen, eller han havde brug for at skælde min mor ud.

Efter vi tog valget, om at stoppe kontakten, skrev jeg til ham på messenger. Jeg bønfald ham. Vil du ikke bare sige undskyld far? Èn enkelt undskyldning, så jeg kunne se ham og være fars pige igen.

“Du er også voksen du må tage noget ansvar.”

Jeg var 16 på dette tidspunkt. I absolut identitetskrise. Ingen fod til jorden. Der var krise. Jeg var langt fra voksen der. Jeg var hans lille pige, der skreg efter hjælp, men han hørte mig aldrig,

Da jeg blev gravid i 2015, skrev jeg en besked til ham. Han skulle vide at han skulle være morfar, men samtidigt at han nu ville blive blokeret, og derfor slet ikke overhovedet være en del af vores liv.

Hvorfor skulle en mand der havde svigtet mig så meget, have lov til at være en del af den glæde? Og aldrig nogensinde om jeg bevidst skulle sætte min søn i fare, for den slags omsorgssvigt min far havde givet mig.

Min farfar døde for 2 år siden. Jeg kunne ikke deltage i hans begravelse, fordi jeg formentlig så ville skabe en scene. Jeg kunne ikke ære min farfar, fordi min far går rundt med en vrede større end nogensinde.

Min fars omsorgssvigt startede desværre længe før dette. Men det var og er en af de sværeste del af det. Det var den dag jeg stoppede med at være hans lille pige. Det var den dag mit sidste håb døde. Et håb om at min super seje, fjollede og glade far ville vende hjem, og jeg kunne være den lille – ikke ødelagte – pige i hans arme igen.

Far hvis du læser med.

Jeg håber du er okay far. Jeg savner dig. Men det er okay at du aldrig vendte, for det kunne du ikke. Jeg håber at du ved, at jeg har accepteret dine handlinger. Du mistede kontrollen, og det er okay! Jeg håber du er okay far ❤

Skriv et svar