The Unicorn mom.

Unicorn mom: A mother who is not perfect, enjoys alcohol, has a sense of humor and couldn’t care less what you think.

Bedre blogger navn kunne jeg aldrig have fundet. Jeg er abosolut ikke perfekt – medmindre du kun møder min facade – jeg er absolut tilhænger af et glas rødvin eller G&T, og jeg har gennem mange år lært, at sætte denne mur, så I don’t give a fåk!

Vores tosomhed

To the basics.

Mit navn er Charlotte Skov. Jeg er 25 år gammel, og går pt. hjemme grundet stress og mindre depression. Jeg gik dog på Handelsøkonomen (Zealand, Næstved), men fremtiden byder nu på ny studiestart til februar.

Jeg er den stolteste mor til Theodor fra 04.10.15.

I april 2016 måtte min søns far og jeg gå hver vores vej. Vi var ikke sunde for hinanden, og vi var slet ikke sunde for vores søn, så længe vi var sammen.

Theodor er hos mig i 8 dage, og herefter 6 dage hos sin far.

Vi bor sammen i en tre værelses lejlighed i Holbæk, bare os to og vores fantastiske selskab <3

Let the wall fall!

  • Mistanke for Sinus takykardi
  • Mistanke for vasovakulær synkope
  • Depression(er)
  • Stress
  • Angst
  • ADHD – udredning i februar 2020
  • IBS
  • Migræne
  • Hypermobilitet
  • Sensitiv

Diagnoserne er få, men lidelserne er mange. Jeg vil komme til at fortælle jer om dem alle. Smadre hver en mursten i min kæmpe mur, og bryde samtlige tabuer der findes!

Hvorfor jeg gør det? Jeg gør det for dig, for mig, for os og fordi det bare er på tide at jeg på den ene eller anden måde får væltet min mur.

Vil du med på rejsen? Det håber jeg!

Velkommen til Holbæk kommune.

Velkommen til Holbæk kommune.

D. 28 november søgte jeg enkeltydelse hos Holbæk Kommune.

Jeg er kommet på Uddannelseshjælp – jubi – fordi jeg d. 20 November afbrød mit studie som Handelsøkonom – det er en anden historie – You will get that!

Jeg søgte uddannelseshjælp samme dag som jeg blev udmeldt, men da jeg først søgte den 20, stod jeg til kun at få udbetalt 5.962,07 samt 3582kr i boligstøtte, hvoraf jeg skal betale 1340 kr tilbage.

HURRA for kontanthjælpsloftet.

Pænt regnet havde jeg lidt over 10.000 kr udbetalt – altså uden at betale de 1340 kroner tilbage med det samme – hurra for afbetaling.

Jeg bor i en lejelejlighed til 8.187,73 kr. alene. Derefter var der en benzin regning på 600kr, telefon, afbetalinger, internet, fitnesscenter (jeg er bundet) og andet.

Det hvis ret åbenlyst at alt dette overgår 10.000 kroner ret så nemt.

Den 28. november ansøgte jeg om enkeltydelse.

Den samme dag kontaktede jeg ydelsesservice for at sikre mig at alt var dokumenteret. Hun sendte den videre til behandling.

“Der vil forhåbentlig kun gå én uge, istedet for to uger, før du får svar”

Ringer til ydelsesservice igen. Når så det hele er der? Godkendt og videre til behandling.

Den anden eller tredje december ringer jeg til ydelsesservice. Min husleje er ikke blevet trukket – der er ikke dækning på min budgetkonto.

Mig: Sker der noget hvis jeg tager et lån?

Ydelses dame: Jamen hvis du kan tage et lån, så skal du slf det, så skal du jo ikke søge hos os.

M: Jamen jeg er jo afvist hos min bank. Så skal jeg tage et kviklån som jeg ikke kan betale tilbage?

YD: Hvis du kan tage et kviklån så skal du det.

M: Men et kviklån er med 700% rente, det jo sindsygt?

YD: Hvis du kan tage et lån, så skal du gøre det, så skal du ikke søge her.

M: Okay. Men kan du fortælle mig hvornår jeg får svar på min ansøgning?

YD: Det kan jeg ikke nej.

TELEFONSAMTALEN

Min hjerne hele vejen igennem og min mund da jeg talte med uddannelseshjælp efterfølgende: Men alle kan jo tage et kviklån? Selv dem i RKI kan tage et kviklån? Det jo latterligt!

Jeg manglede 1600 føkkin kroner på min konto til at få betalt min husleje. Jeg fik intet svar på noget som helst. Der stod jeg uden hjælp, uden penge, en fire årig, og regninger der ikke kunne blive betalt.

D. 04.12 modtager jeg så en besked; Der mangler dokumenter vedr. bla bla bla.

Ringer til ydelsesservice igen. Alle dokumenterne er der så. Den bliver sendt til behandling.. igen.

D. 09.12 kontakter jeg min sagsbehandler. Jeg har stadigvæk ikke hørt noget vedr. min ansøgning til enkeltydelse, og jeg har til udgangen af ugen til at betale den. Hun får sat lidt hast på sagen.

D. 11.12 modtager jeg mit svar.

AFVIST

Det står der så fint.

Afgørelse. Der meddeles afslag på din ansøgning.

Og her kommer det sjove. De har afvist mig da min husleje er for dyr. Fordi jeg skal finde en ny bolig. Fordi jeg ikke er blevet smidt på gaden endnu.

Jeg er opskrevet i samtlige boligselskaber i byen. Jeg vil da også gerne flytte, men det kræver en billigere bolig, og de fleste boliger i denne by er dyrere end den jeg har.

Jeg kan derudover ikke flytte fra byen, og slet ikke kommune, da min søn er tilknyttet talepædagog og psykolog gennem børnehaven.

Selvom du er bagud med huslejen, er du først i fare for at blive sat ud af din bolig, hvis du bliver indkaldt til fogderetten.

Holbæk Kommune

Derudover er jeg blevet afvist på baggrund af mit rådighedsbeløb. Først har de regnet det forkert – der mangler 900kr på boligstøtten. Desuden er det dybt godnat eftersom at min sag er afsluttet hos dem d. 31.12, da jeg pr. 01.02 igen kommer på SU i forbindelse med optag på markedsføringsøkonomen.

Hvordan kan de afvise på disse baggrunde? Hvordan kan det være korrekt? Hvordan kan det være okay at jeg sidder med 0 kroner på kontoen, men samtidig er enlig mor?

HVOR FANDEN BLEV VELFÆRDEN AF?

Jeg skriver ikke dette fordi jeg ønsker penge, eller hjælp. Jeg skriver det for at gøre opmærksom på hvordan virklighedens Danmark faktisk ser ud.

Dagens Danmark tvinger mennesker ud i dårlige kviklån, fogedretten og til sidst måske at stå uden tag over hovedet.

Normalt elsker jeg vores system. Jeg er vildt godt støttet som enlig mor. Men nu bliver jeg tabt på gulvet som var jeg ingen ting.

Jeg føler mig ødelagt, brugt, smertet og færdig. Der er ingen hjælp at hente. Jo et kviklån hvor jeg kan betale tre-fire gange så meget tilbage. Så vil jeg hellere gå alt for meget i minus og få taget mit dankort fra mig.

Så velkommen til Danmark. Vores velfærd er super godt hvis du går i skole eller arbejder. Hvis du har brug for hjælp, så tag et lån eller smut fra hus og hjem. Not our problem.

Søndagsmylder.

Søndagsmylder.

Det er en typisk søndag idag, og Theodor er hos sin far. Han kommer hjem imorgen.

Jeg laver en masse hyggelige ting. Propper som regel dagen med voksen aftaler, som kun kan laves uden Theodor.

Problemet er bare at voksen ting = ud af huset ting = børn all over!

OMG! Kan i ikke se at jeg savner mit barn herovre, hva?!

Da jeg var ude, kom til at dømme og tænke en helveds masse om andre forældre. Snakke alt for meget om Theodor. Slet intet fokus på hvad jeg rent faktisk foretager mig.

THEODOR KOMMER HJEM IMORGEN!

Uberettiget domme + snakkeri + savn = tankemylder.

Jeg vil ikke mere. Hvad føk er jeg her for? Hvorfor går det altid ned af bakke? Hvorfor kæmper jeg overhovedet? JEG GIDER IKKE MERE!

Tankemylderet.

Theodor.

Theodor er og har i fem år været mit modsvar på alle de tanker.

I frygt for at give min søn for meget magt – eller mere magt end han allerede har med sine blå bambi øjne. Ja så savner jeg ham når han er væk, fordi han bringer det aller bedste frem i mig.

“Har du haft tanker om at gøre noget ondt ved dig selv? At ende livet?”

Det ikke længe side min mor spurgte mig om dette. Et spørgsmål hun er så berettiget til at spørge.

Som teenager og indtil at graviditets testen viste to streger, har jeg haft en svær selvdestruktiv tilgang til livet.

Jeg har før prøvet at begå selvmord i form af piller og skarpe objekter. Jeg har utallige gange skåret i mig selv. Jeg har indgået i utallige usunde relationer. Jeg har skubbet samtlige sunde relationer væk.

Jeg var min egen lille sorte djævel.

Svaret da min mor spurgte mig, var desværre også:

Ja. Men det indebar også, men jeg ville aldrig gøre det. Jeg ville aldrig forlade Theodor.

Min søn er den største grund til at jeg kæmper for mig.

Min søn er grunden til, at jeg stoppede op og lyttede til min krop.

Det som om jeg vågnede op den dag jeg blev mor og tænkte “sådan her skal jeg da ikke være?”.

For 3 år siden startede jeg i psykoterapi fordi jeg var depressiv. En beslutning jeg tog, fordi T ikke skulle have en ødelagt mor og jeg skulle ikke længere være ødelagt.

Sker tingene af en grund?

Min søn blev måske udfanget ved et uheld – han var absolut ikke planlagt efter kun 5 måneder i et parforhold, og én måned som sammenlevende – MEN, min søn er absolut den bedste “upser” nogensinde.

Min søn er min skytsengel.

Lige meget hvad der sker, så vil jeg altid kæmpe, for min og for hans skyld.

Min søn er grunden til at jeg forstår mig selv. Grunden til at jeg kæmper. Grunden til at jeg kan se mening i min historie. Grunden til at jeg er mig.

Så ja, jeg er nok lidt for meget mor til tider. Taler lidt for meget om min søn. Forkæler ham lidt for meget. Dømmer andre forældre uberettiget.

Jeg gør det hele fordi det er så stor en del af min person. Jeg ville aldrig have forstået, at min historie var til for at gøre mig til en bedre person, hvis jeg ikke havde min søn. Min historie har nemlig gjort, at jeg er en bedre mor. At jeg tager nogle bedre beslutninger. At min søn får en bedre barndom.

Og føkkin undskyld for dommen til de andre forældre. For faen i gør jo bare jeres bedste. Jeg dømmer fordi jeg lærer. Jeg observerer, funderer, og reflekterer. Nogle gange fordi jeg er jaloux, andre gange for at lære, andre gange bare fordi jeg er menneske.

Theodor skat, jeg håber du en dag kan være lige så stolt af din mor, som jeg er af dig! Jeg kæmper for dig, for mig og for os. Jeg kommer til at fejle, du kommer til at fejle, og det er helt okay. Mor er her til at gribe dig og hjælpe dig, acceptere dig og elske dig lige meget hvad. Du har lært mig så meget, og jeg er klar til at lære dig om det hele!

Om lidt er søndagen slut. Så bliver det mandag, klokken slår 15, og så skal jeg omfavne mit mirakel igen.

Tak for leksionen tankemylder, nogle gange kan du andet end at være destruktiv 😉

Nefrostomikateteret.

Nefrostomikateteret.
Et nefrostomikateter er et kateter, der er anlagt gennem en kanal i hud og muskel direkte ind i nyrebækkenet.
Det er anlagt for at sikre at nyren har frit afløb for urin. 
 http://www.sydvestjysksygehus.dk/wm451649 

FØR DU LÆSER!

Dette indlæg er skrevet i en meget kronologisk rækkefølge. Historien spænder over 3+ måneder, og derfor var dette den bedste løsning.

Jeg blev meget fysisk syg under min graviditet. Men jeg blev også meget psykisk syg under min graviditet.

Du rammer et punkt, hvor jeg skriver at jeg kæmpede for min søn og for os. Jeg var nemlig stoppet med at kæmpe for mig selv i det øjeblik.

I én måned blev jeg kastet rundt i den offentlige sektor.

Der blev udleveret antibiotika og smertestillende som var jeg et apotek, og ikke en gravid kvinde.

Jeg skreg de fleste dage af smerte. Jeg faldt sammen på vores trappe i gråd, fordi jeg ikke kunne mere.

Du læser ikke så meget denne virkelighed i min tekst, for der var heller ikke plads til følelserne i forløbet.

Jeg gik i lang tid under min graviditet og var voldsomt deprimeret. Jeg følte mig så ensom, alene og på ingen måde forstået. Jeg følte jeg svigtede min nye rolle som mor fordi jeg indtog det ene medikament efter det andet velvidende at det ikke er sundt når man er gravid.

Jeg var lige flyttet 40 minutter væk fra veninder. Ud midt på landet uden bil, men med bækkenløsning og smerter. Jeg var uden nært sikkerhedsnet, og jeg druknede.

Men jeg klarede den. Og jeg er klar til at klare den en gang til. Jeg er en kæmper. Jeg vil altid kæmpe for mit barn. Men nu kæmper jeg heldigvis også for mig selv.

You may see me struggle, but you’ll never see me quit.

D. 19 Juni

Jeg lavede et opslag i min terminsgruppe om at jeg nu havde haft flankesmerter i 4 døgn og intet længere virkede. Kommentarerne fortæller fint at efter et opkald til lægen fik jeg udskrevet medicin mod blærebetændelse. Men de fortæller også om mine blå negle. Mine negle blev helt blå, så mangler de jo ilt? Hvorfor får mine negle ikke ilt? Vi ringer til lægen igen – jeg har nu nyre bækken betændelse med protein, bakterier og blod i urinen. Jeg får dog lov til at tage hjem, hvis jeg lover at ringe hvis antibiotikaen ikke virker.

Antibiotikaen virkede fint. Altså lige indtil at jeg ikke tog dem længere.

Jeg kunne ikke gå. Jeg skreg hver gang jeg skulle ned af trappen, for at komme på toilettet. Hvis du har været gravid – eller er det – så ved du at dette sker ofte.

Jeg havde høj feber, jeg kunne ikke røre mig.

D. 23 Juni

Jeg blev indlagt på Holbæk Sygehus, barselafsnittet grundet smerter samt feber.

Dagen efter fik jeg foretaget en ultralydsscanning som viste en større væskesamling på hø nyre.

Jeg blev videresendt til Roskilde Sygehus, Urologisk afdeling.

Jeg fik aftenens dosis IV AB og skyndte mig så hjem.

Afdelingen havde patienter over hele gangen, min seng var ved siden af en ældre dame, alle var ekstrem syge og afdelingen var bare mørk og slet ikke rar. Jeg var jo ikke alvorlig syg, jeg var gravid.

“JEG SKAL HJEM”, råbte hjerte, hjerne, krop og måske selv Theodor inde i maven.

OBS. Jeg blev ikke opereret dagen efter – de vurderede at det ikke var nødvendigt da mine infektionstal var dalene.

D. 01.07

Jeg fik foretaget et renografi som viste “massiv retention på hø nyre”

 Renografi udføres for at undersøge nyrernes funktion og for at påvise sygdomme, skader eller defekter i nyrevævet.
Der gives et sporstof, der optages og udskilles i nyrerne, så der fås oplysninger om selve nyrerne, men også om urinvejene.
Der laves billeder (skintigrammer) af nyrernes lejring, form og størrelse, samt nyrebækkener, urinledere og urinblære.
På en graf ses det tidsmæssige forløb, som ved nedsat nyrefunktion giver vigtige oplysninger til lægen.
Ved meget nedsat nyrefunktion er det ikke muligt af lave en renografi, da udskillelsen af sporstoffet er for lille. 

Jeg kom atter en gang på AB.

D. 06.07

Jeg skal til Roskilde sygehus – Urologisk afd – for at få svar på renografien.

Jeg kan tydeligt huske togturen fra Holbæk til Roskilde.

Jeg er 26 uger henne. Min mave er kæmpe. Mine fødder er hævet. Solen skinner. Det er kogende varmt, især i en gravid krop. Jeg har feber. Jeg har koldsved. 30 minutters ren helvede!

Lægen jeg møder informere os relativt hurtigt om, at jeg skal indlægges, og at jeg skal have anlagt et kateter.

Jeg bliver lokalt bedøvet. Min mor holder min hånd. Min daværende kæreste er ikke engang nået at ankomme på sygehuset endnu. Det her gik stærkt. Nefrostomikateteret bliver anlagt, og jeg bliver kørt op på stuen igen.

Min krop kramper. Jeg kan ikke kontrollere det. Jeg græder. Min mor græder. Jeg er træt.

“DU MÅ IKKE LUKKE ØJNENE!”

Jeg kan ane omkring 3 sygeplejersker på stuen, og en der løber – “Jeg henter en læge”.

Jeg tror det nåede at forsætte i 5-10 minutter. Jeg ved bare at lægen ikke nåede at komme før kramperne igen stoppede.

Min krop gik i chok, og flere gange kunne jeg ikke sige andet end; Jeg er bare træt. Jeg sover bare lige lidt.

Men jeg kæmpede. Ikke for mig, men for Theodor. Han skulle ikke miste mig, og jeg skulle ikke miste ham.

Journal fra Sundhed.dk

D. 09.07

Jeg fik lov til at tage hjem på orlov. Mor her skulle hjem og på Vig Festival.

Jeg trængte til glæde. Til folk ikke længere så bekymret på mig. Jeg havde brug for at være en rask, velfungerende, gravid kvinde.

Gennem hele forløbet fik vi ekstra scanninger hos en special læge. Theodor havde også udviklet væskesamling på hø nyre. Så blev både baby, babys nyre og jeg selv scannet oftere.

Jeg skulle have mit nefrostomikateter til post partum – slut graviditet – og Theodor skulle forsat scannes oftere samt scannes efter fødsel.

Der var en stor klam edderkop skat!

Sådan startede opkaldet til min daværende kæreste den dag alting forandrede sig.

Det var midt på dagen. Min kæreste var på arbejde. Jeg sidder i sofaen.

Imens jeg sidder der i min egen gravide verden og ser tv, kommer det her bæst kravlende hen over gulvet. Det var nok den mest ulækreste edderkop jeg længe havde set. Jeg skyndte mig ud for at finde noget at slå den ihjel med. Da jeg kom med våbenet – skoen – var den væk. Jeg var bange hele dagen!

Seriøs skræk for edderkopper! Kender du det?

Natten efter edderkoppen.

Jeg skulle tisse – jeg er 37 uger henne, bruger man så natten på andet?

Jeg kommer op i seng og lægger mig igen.

Jeg skriger – der er den klamme edderkop. AD!

Min kæreste smasker hånden i og jeg løber til den anden ende af soveværelset.

ØØHM hov? Hvorfor ligger hele mit nefrostomikateter på gulvet? Øhm, hvorfor sidder der ikke noget i min ryg?

Der var ingen edderkop. Der var til gengæld en underlig lille blå dut op kateterslangen, og selv samme slange som rørte mig.

Der kom en læge forbi og tilså mig.

“Det skal bare vokse sammen af sig selv. Bare forsat brug plaster hen over indgangshullet.”

Jeg ringede til fødegangen dagen efter (mandag), og om fredagen (38+0) blev jeg igangsat.

D. 04.10.15

Jeg er 38+2.

Igangsættelsen er på sit andet døgn.

Jeg har begyndende flankesmerter.

Vandet blev taget om morgenen.

Klokken 16 var jeg 2,5 cm åben.

D. 04.10.15, kl 19.41

Theodor kom til verden. 💛

Månederne efter.

Theodor blev scannet to gange efter fødslen.

Theodor har forsat en smule væske på hø nyre.

Lægen fortalte os, at mange desværre har dette, men at mange kan gå hele livet, uden nogensinde at opdage det.

Theodors nyre virker ikke til at give gener længere.

Jeg har til tider lidt flankesmerter, hvis jeg ikke lige husker at få tisset. Men jeg har efter fødslen fået foretaget en renografi, som viste en fint fungerende nyre samt urinleder.

Hvis jeg en dag bliver gravid igen, risikerer jeg denne rumlen igen. En gang nefrostomikateter, ja så måske to gange nefrostomikateter. Men næste gang er de heldigvis forberedt. Næste gang skal jeg forhåbentlig ikke gå en måned drugged på AB og smertestillende. Forhåbentlig går det bedre næste gang!

Misforstå mig ikke.

JEG VILLE GØRE DET HELE IGEN FOR MIN THEODOR!

MIN HELT NYFØDTE
THEODOR SKOV-HANSEN 💛

Hvor er der en voksen?

Hvor er der en voksen?

Jeg hentede min søn i børnehaven d. 12. november kl 16.00.

Han var indenfor og lege med to andre børn. Der var en pædagog udenfor, en der skiftede et barn, og en der rodede op.

Min søn er glad da jeg hentede ham. MEN han har overfladiske sår hen over kinden, et hak i huden i panden og det jeg troede – aka bildte mig selv ind – var rødbedesaft på højre skulder.

Vi mødte to pædagoger på vej til garderoben, men intet blev sagt end “hej hej” og “Hav en god aften”. Der blev intet nævnt omkring hans sår, så vi forsatte.

Da vi kom hjem var han træt, han ville helst bare være på sofaen, men han spiste og var glad.

Cirka kl 01 kastede han op. Da vi satte os i bilen, for at køre på skadestuen, kastede ham op igen.

Vi ankom på skadestuen med en formodning om at han havde en hjernerystelse. Men da jeg intet kendte til faldet ud over hans sår, og lægen samtidig kunne høre maven arbejde på højtryk blev vi sendt hjem med mistanke om en virus i maven og “han vil nok få diaré senere”.

Jeg kontaktede børnehaven dagen efter, hans primære pædagog vidste intet om faldet, og ville derfor høre den anden tilstedeværende pædagog ad.

Theodor var kun blevet mere sløj, han ville ikke rigtig hverken drikke eller spise. Diaré blev der aldrig noget af.

Jeg kontaktede slf egen læge. Det krævede nogen overtalelse, at de skulle se ham, da han jo var blevet “udredt”. Efter at have forklaret at han var brænd varm – uden feber – at han var helt bleg, sløv og ikke drak eller spiste, gav hun os en tid.

Kl 12 faldt T i søvn i mine arme i lægens venteværelse. Han blev ukontaktbar. Han reagerede ikke på tiltale, på at lægen åbnede hans øjne eller trykkede på maven. Først da nålen blev sat i hans finger åbnede han øjnene i et chok.

“Han har hjernerystelse. Han har ikke måske hjernerystelse, det er udelukkende en hjernerystelse”

Jeg kontaktede børnehaven igen, og ingen vidste hvad der var sket.

Min søn er formenligt faldet, slået hovedet ned i noget og formentlig været kortvarig bevidstløs, og ingen pædagoger som var til stede ved hvad der er sket.

Børn falder. Og jeg har intet ondt mod børnehaven eller dens ansatte. Men det er skræmmende at min søn kan falde, slå hovedet, få en hjernerystelse og ingen ved hvad der er sket.

Det her kunne have gået så meget værre end det gjorde. Og det er ingen andres skyld end folket på Borgen. Der er ikke nok pædagoger i vores institutioner, og det kunne have sat min og alle andres børn i kæmpe fare! Dette kan ikke være rigtigt!

Det tog T 5 dage at komme sig oven på hjernerystelsen – selvom lægen sagde 1-2 dage.

T kunne have haft en blødning i hjernen, og lægen på skadestuen ville ikke have set dette, fordi hun afviste det som en mavevirus.

Der er noget alvorligt galt i vores system, og det er ikke dets ansattes skyld. Der mangler penge, ressourcer og personale.

Tak verden for at min søn ikke kom mere til skade. Men kære folk på Borgen, sørg nu for at flere uskyldige ikke bliver sat i unødvendig fare!

Er du okay far?

Det er år 2010.

Min far har givet min søster og jeg et valg om at skrive under på, at han betaler vores telefon abonnementer samt får 500kr om måneden, eller at få begge vores telefoner lukket.

Et stykke tid efter tog vi beslutningen. Vi skrev ikke under. Vi stoppede i stedet for kontakten helt til ham.

Historien før historien.

Jeg har ikke set min far siden den sommer i 2010, hvor han lige var i nærheden, og derfor besøgte mig kort på efterskolen.

Mine forældre blev skilt da jeg ret ung. Jeg husker ikke hvornår desværre. Jeg husker kun at min far flyttede væk, kom så tilbage for at rejse med til Dubai, for at de så blev skilt da vi kom hjem.

Some time efter starter min far en sag op mod min mor. Noget omkring nogle penge for noget og noget andet.

I 2010 startede opkaldende. Jeg er lige starter på Idrætsefterskolen Klintsøgaard, min mor har lige fået konstateret Diabetes 1, og nu ringer min far.

Jeg står på badeværelset. Jeg græder i stilhed.

“Jeg vil ikke vide det far!”

Han var så ivrig. Din mor er dum. Du kan se mailsne. Jeg er ikke den onde. Du kan se dokumenterne. Se dokumenterne.

Jeg prøvede mange gange at forklare ham, at jeg ikke ville være en del af deres rod. Det er ikke et barns tarv at være en del af en retssag.

Jeg så ikke min far. Kun lige når han var i nærheden, den ene gang. Jeg fik kun opkald, når der var noget om sagen, eller han havde brug for at skælde min mor ud.

Efter vi tog valget, om at stoppe kontakten, skrev jeg til ham på messenger. Jeg bønfald ham. Vil du ikke bare sige undskyld far? Èn enkelt undskyldning, så jeg kunne se ham og være fars pige igen.

“Du er også voksen du må tage noget ansvar.”

Jeg var 16 på dette tidspunkt. I absolut identitetskrise. Ingen fod til jorden. Der var krise. Jeg var langt fra voksen der. Jeg var hans lille pige, der skreg efter hjælp, men han hørte mig aldrig,

Da jeg blev gravid i 2015, skrev jeg en besked til ham. Han skulle vide at han skulle være morfar, men samtidigt at han nu ville blive blokeret, og derfor slet ikke overhovedet være en del af vores liv.

Hvorfor skulle en mand der havde svigtet mig så meget, have lov til at være en del af den glæde? Og aldrig nogensinde om jeg bevidst skulle sætte min søn i fare, for den slags omsorgssvigt min far havde givet mig.

Min farfar døde for 2 år siden. Jeg kunne ikke deltage i hans begravelse, fordi jeg formentlig så ville skabe en scene. Jeg kunne ikke ære min farfar, fordi min far går rundt med en vrede større end nogensinde.

Min fars omsorgssvigt startede desværre længe før dette. Men det var og er en af de sværeste del af det. Det var den dag jeg stoppede med at være hans lille pige. Det var den dag mit sidste håb døde. Et håb om at min super seje, fjollede og glade far ville vende hjem, og jeg kunne være den lille – ikke ødelagte – pige i hans arme igen.

Far hvis du læser med.

Jeg håber du er okay far. Jeg savner dig. Men det er okay at du aldrig vendte, for det kunne du ikke. Jeg håber at du ved, at jeg har accepteret dine handlinger. Du mistede kontrollen, og det er okay! Jeg håber du er okay far ❤

Hun skal snart møde ham

Det er lørdag aften.

Theodor sover. Jeg tænker.

Jeg har lyst til at skrige. Jeg kan ikke trække vejret. Ned på gulvet. Hovedet mellem benene. Jeg er svimmel. Mit hjerte banker der ud af. Den lille sorte djævel fylder alt.

Det er lørdag eftermiddag.

T græder. Han savner sin far. Så vi ringer.

“Hvor er du henne Lars?”. “Jeg er hos Ms forældre.”

Min søns far er hos hans nye kærestes forældre. Mit hoved eksploderer. Men på med mormasken, som min søster (SkovHegner) så fint kalder den.

Vi afslutter opkaldet med en glad søn, der har mere travlt med legetøj og TV, end med samtalen med far.

Jeg kan ikke trække vejret. Mine tanker kører der ud af. De er lige blevet kærester. De mødte hinanden i Juli. Hun har ikke mødt T, men det skal hun vel en dag?

Skal hendes forældre så møde vores søn? Det må de ikke. Jeg kan ikke kontrollere det her. Jeg kan ikke beskytte ham.

FUCK!

2006-2010 – jeg ved ikke hvornår faktisk. Jeg kan faktisk ikke huske min barndom. Men det var omkring her.

Mine forældre er skilt. Min søster og jeg skal i biografen med min far. Vi sidder i bilen, hvor vi atter en gang støder på diverse hårelastikker og pige ting. Ting som normalt undskyldes med at en kollega har lånt bilen.

Alt vi ved på det her tidspunkt er, at min far bor i Ølby, og at vi ikke længere ser ham, da han ikke har tid til os.

“Jeg har fået en kæreste”

Elastikkerne tilhørte min fars nye kærestes døtre. Han boede hos dem nu. Hans nye familie.

Jeg mistede en stor del af min far den gang. Jeg kunne kun besøge ham hvis jeg tog det offentlige, da han ikke ville hente eller køre mig hjem. Vi boede dengang i en lille by kaldet Snertinge. Det er 2-2,5 time hver vej.

Min mor mødte C i 2008 cirka. De var og er dybt forelsket. Men jeg mistede også en del af min mor til C. Der kom to yderligere stedsøskende til.

Jeg har gennem alt jeg har kunnet huske mistet forældre til nye kærester. Mødt familier som intet ville have med mig at gøre.

Jeg fik en fantastisk ikke biologisk far ud af min tab. Men jeg mistede min farmor, farfar, faster, onkel, ja hele min fars side, da jeg i 2010 sluttede kontakten til min far.

Så jeg har angst. Angst for at min søn mister en del af sin far. At han en dag vil blive alvorligt såret og ødelagt. Fordi jeg pålægger min søn mine oplevelser. For jeg har ingen kontrol her. Jeg kan ikke beskytte min søn. Jeg kan være der for ham. Jeg vil altid være der. Men jeg er magtesløs, og min angst nærer af det.

Jeg ved at min søns far er en god mand. Min mor er en god kvinde. Min biologiske far var og er sikkert en god mand dybt inde. Men vi opdager ikke ikke i vores tåge af ny forelskelse, at vi et sted svigter vores børn, fordi vi flytter al for meget energi og opmærksomhed på denne nye relation og mulige nye familie.

Er det dit, eller dit barns behov at møde kæresten?”

Det tog mig 2 år med psykoterapi at indse hvordan min historie har lært mig ting. At jeg skal bryde en masse mønstre, og at min angst dagligt minder mig om hvor meget min krop og sjæl ønsker den ændring.

Jeg kom til psykoterapeut 4 dage efter anfaldet.

Lav en ring. Tingene inden for ringen kan du kontrollere. Tingene uden for ringen, kan du ikke kontrollere.

Majken Zoëga Ramsøy – Psykoterapeut, sexolog og parterapeut.

Lige der. Bum. En dum ring. En ring jeg kun har forstillet mig indtil videre, reddede mig. Angsten blev skruet så vidt muligt ned.

Dagen efter foretog jeg mig opkaldet.

“Lars, du bestemmer selv hvornår M skal møde T. Det er dit ansvar. Jeg vil ikke vide hvornår, men jeg vil gerne vide hvordan det gik”

En kæmpe sten faldt fra mit bryst. Jeg kunne trække vejret igen. Det er ikke mit ansvar. Ikke min byrde. Det er hans alene at sikre at Theodor ikke bliver ramt af det her.

Min skønneste Theodor. Mor giver slip på ansvaret nu. Mors ødelæggelse, er ikke din. Mor skal lære, mors sjæl er ved at lære, lære at min sorg ikke er din. Hvis den en dag bliver det vil jeg stå klar. Jeg vil altid være der til at gribe dig, tørre dine tåre væk, og være din støtte. Mor elsker dig bare højere end livet selv.